Filminstruktør og tidligere skuespiller, Barbara Topsøe-Rothenborg, havde det ekstra store smil fremme til gallapremieren på ”Madklubben – hjemme igen”, der tirsdag aften havde premiere i Imperial.
Filminstruktøren, som de fleste nok bedre kender som ”Nana”, er nemlig blevet forlovet med kæresten Mikkel Otte. Det skriver ugebladet HER&NU, der mødte parret på den røde løber.
– Er I klar til en bombe? Jeg blev inviteret på date herinde – men vi skulle slet ikke se film. Mikkel tog mig ind på første række, hvor der stod 20 langstilkede roser, og så gik han ned på knæ. Så nu er vi forlovet, lød det fra den 46-årige Barbara Topsøe-Rothenborg.
Parret har været sammen i næsten tre år og har tilsammen fire sammenbragte børn.
Barbara Topsøe-Rothenborg blev landskendt, da hun som bare syvårig spillede Nana i den ikoniske DR-børneserie af samme navn fra 1988. Hun endte dog med at blive filminstruktør som voksen og er kvinden bag film som ”Bytte Bytte Baby”, ”Kærlighed for voksne” og den første ”Madklubben”-film.