Flere klager over balletmester Kenneth Greves opførsel har ført til, at han er blevet frataget ansvaret for posten som balletmester på Finlands Nationale Opera og Ballet i Helsinki.
Det oplyser Finlands Nationale Opera og Ballet i en pressemeddelelse, skriver flere medier - herunder Berlingske og Ekstra Bladet.
Den 49-årige dansker har opført sig "upassende" i forhold til "sprogbrug omkring dansernes udseende og ting, der vedrører privatlivet", fremgår det.
- Vi har diskuteret situationen åbent i organisationen. For arbejdsmiljøets skyld har vi derfor valgt denne løsning, og det er en beslutning mellem mig og Kenneth Greve, siger direktør for balletten Gita Kadamba ifølge Berlingske.
Balletmesteren, der tidligere har danset ved New York City Ballet, erkender selv i pressemeddelelsen, at hans opførsel har været upassende.
/ritzau/