Jonas Warrer og Peter Lang indledte tirsdag VM i den olympiske 49'er-klasse med to førstepladser i de to første sejladser.
I lette vindforhold kom den danske båd fornemt fra start, og Jonas Warrer og Peter Lang lagde ud med at vinde begge deres indledende sejladser i overbevisende stil.
- De sejlede simpelthen så flot. Med en enorm autoritet og vilje, siger landstræner for 49'er-bådene, Peter Hansen, i en pressemeddelelse.
- De var langt foran de øvrige i begge sejladser - på trods af, at de udgør én af feltets tungeste besætninger, hvilket burde hæmme dem i den lette luft, siger han.
Næstbedste danske 49'er-båd efter førstedagen ved VM er brødrene Mads Emil og Christian Peter Lübeck på en 26.-plads, mens OL-bronzevinderen Allan Nørregaard og gasten Anders Thomsen ligger nummer 48.
- Allan og Anders var lidt uheldige i første sejlads. Blandt andet lagde de en protest, som blev afvist. Heldigvis kom de godt igen i anden sejlads med en fjerdeplads. De har stadig alle muligheder for at komme med frem, mener Peter Hansen.
I kvindernes 49'er FX fik den danske båd med Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen en fremragende start med en anden- og en fjerdeplads i tirsdagens to sejladser. Samlet ligger de nummer to.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.