Hvis nogen havde turdet håbet på, at den økonomiske krise efterhånden er stoppet med at hærge i Europa, så er der torsdag kommet en bunke af dårlige nyheder.
Nye tal viser nemlig, at indkøbscheferne i eurozonen har ringe tillid til, at det går den rigtige vej.
Det såkaldte PMI-tal, der beskriver indkøbschefernes forventninger, faldt til indeks 45,9 i maj - det laveste i knap tre år. Et indeks på under 50 indikerer, at økonomien er på vej tilbage.
Også den tyske økonomi, der ellers i høj grad har trodset krisen, viser svaghedstegn efter offentliggørelsen af det såkaldte ifo-indeks, der indikerer det nuværende forretningsklima i EU's største land. Indekset faldt væsentligt mere end forventet.
Den store franske økonomi er ligeledes lammet af lav aktivitet. Og for at gøre ondt værre så viste reviderede tal fra Storbritannien et større fald i landets økonomi i årets første tre måneder end først antaget.
De svage økonomiske nøgletal kommer dagen efter et ekstraordinært EU-topmøde, hvor de 27 stats- og regeringschefer forsøgte at finde fælles fodslag om en række initiativer, der kan sparke gang i hjulene igen i Europa.
Der blev dog ikke truffet nogen endelige beslutninger, hvilket der heller ikke var lagt op til på forhånd. Men ifølge både den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, er EU et skridt nærmere en decideret vækstpakke.
Thorning håber på, at den kan blive vedtaget på et topmøde i slutningen af juni og sagde efter onsdagens møde, at der var bred enighed om en række fælles initiativer.
Det næste EU-topmøde finder sted 28.-29. juni og markerer afslutningen på det danske EU-formandskab.