En cyklist er mandag formiddag blevet kørt ned i Aarhus af en bilist, der i høj fart flygtede fra politiet.
Ved middagstid er cyklistens tilstand ikke kendt, lyder det fra Østjyllands Politi.
Episoden begyndte på Frederiks Allé. En patruljevogn ønskede at stoppe en bil, men føreren gassede op.
I høj fart kørte bilisten væk. Undervejs kørte bilen op på et fortov og ramte på et tidspunkt en cyklist.
Det endte på De Mezas Vej, hvor den flygtende ramte en husmur.
Manden forsøgte derefter at løbe væk til fods, men blev anholdt, oplyser politiet.
/ritzau/