Computeren skal kunne tages med på café, i sengen og selv på toilettet. Derfor siger langt de fleste danskere farvel til ledninger og upraktiske internetopkoblinger.
Computeren skal i dag være bærbar, og internetforbindelsen skal være trådløs. Det viser en ny opgørelse fra TDC.
Over de seneste fem år har danskerne i stor stil skiftet den stationære computer med kabler ud til fordel for bærbare og trådløse modeller.
TDC's direktør for privatkunder, Jesper Theill Eriksen, udtaler i en pressemeddelelse:
"Kombinationen af trådløst netværk og en bærbar pc har faktisk skabt en lille revolution i den måde, vi bruger internettet på derhjemme. Det er jo ikke ret længe siden, man var lænket til sit skrivebord."
I 2004 var det kun ni procent af danskerne, der havde trådløst netværk, mens tallet steg til 52 procent i 2009. Samtidig er antallet af danskerne med bærbare computere steget fra 20 procent til 56 procent.
Jesper Theill Eriksen tror kun, det er begyndelsen.
"Vi er slet ikke færdige med den trådløse udvikling. Næste skridt bliver, at vi ikke kun er trådløse derhjemme på matriklen, men overalt. Den udvikling er allerede godt i gang," siger han.