Thibaut Courtois mødte ikke op til træningen i Chelsea mandag, som det ellers var planlagt.
Det skriver den britiske avis The Telegraph.
Den belgiske landsholdsmålmand skulle også være dukket op på Wembley lørdag for at overvære opgøret i Community Shield, som Chelsea tabte 0-2 til Manchester City, men det skete heller ikke.
Ifølge The Telegraph, så tyder det på, at Thibaut Courtois forsøger at tvinge et klubskifte igennem ved at undlade at møde op som planlagt i Chelsea, efter at målmanden har overstået sin ferie efter sommerens VM i fodbold.
Den 26-årige målmand har længe været rygtet til Real Madrid, og ifølge The Telegraph arbejder Chelsea allerede på at finde en erstatning.
Avisen mener at vide, at Londonklubben har set sig lun på Stoke-keeper Jack Butland, og at Chelsea er i gang med at fremsætte et købstilbud.
Thibaut Courtois har et år tilbage af sin kontrakt med Chelsea, og venter Chelsea til vinter med at sælge ham, så vil prisen naturligt falde, da han kan forlade Chelsea gratis om et år.
Ifølge The Telegraph har Real Madrid allerede budt 35 millioner pund (cirka 292 millioner kroner) for Courtois, og for nylig bad spillerens agent offentligt Chelsea om at lade den tidligere Atlético Madrid-keeper skifte.
Thibaut Courtois har to børn i Madrid, som han angiveligt ønsker at bo tættere på.
Han blev kåret som den bedste målmand ved VM i Rusland.
Transfervinduet for indkomne spillere lukker torsdag 9. august i England.
Mens Chelsea-profilen Eden Hazard ifølge internationale medier også ønsker at skifte til Real Madrid, så meddelte den brasilianske landsholdsspiller Willian mandag, at han ønsker at blive i Chelsea.
- Jeg er Chelsea-spiller. Jeg har altid gjort det klart, at jeg ønsker at blive i klubben. Den eneste klub, som jeg kender til, der har lagt et tilbud på mig, er FC Barcelona.
- Men jeg ønsker at blive i klubben, med mindre den ønsker at sælge mig, siger Willian ifølge AFP til ESPN Brasil.
/ritzau/