Mens Venezuelas præsident, Hugo Chavez, bliver behandlet for kræft i Havana i Cuba samles titusinder af mennesker hjemme i hovedstaden, Caracas, for at vise deres sympati på dagen, hvor Chavez skullet være taget i ed til endnu en periode som præsident.
De mange mennesker samledes foran præsidentpaladset i Caracas, hvor de råbte slagord til fordel for Chavez.
- "Chavez, Chavez", "Jeg er Chavez" og "Vi elsker Chavez" er blot nogle af de mange slagord, menneskemængden råber ud over de paroler, som er skrevet på bannere.
Den 58-årige Chavez skulle efter planen være indsat som præsident torsdag. Men indsættelsen er udskudt på ubestemt tid, efter at der er indtrådt komplikationer i forbindelse med behandlingen af en tilbagevenden kræftsygdom.
- Han har gjort så meget for fattige mennesker. Dem der ingen penge har eller ingen steder har at sove, siger en deltager.
Venezuelas Nationalforsamling besluttede onsdag at udskyde indsættelsen og give Chavez den tid, han behøver, for at komme på fode igen.
Chavez blev genvalgt med et klart flertal ved præsidentvalget i oktober i fjor, men han blev kort efter indlagt til behandling for kræft i Havana.
Ledende politikere fra andre lande i Sydamerika er også kommet til Caracas, hvor de mødtes med vicepræsident Nicolas Maduro til uformelle samtaler.
Venezuelas oppositionsleder, Henrique Capriles, der tabte til Chavez, er stærkt kritisk over for beslutningen og siger, at den har skabt usikkerhed og uklarhed om landets politiske ledelse.
/ritzau/AFP