Venstres krav om, at de kommende års reformer til 13 milliarder kroner skal bruges på skattelettelser, vil ikke ændre på, at danskerne stadig vil have verdensrekord i skattetryk.
Sådan lyder det fra den liberale tænketank Cepos.
- Det vil ikke rokke ved, at Danmark fortsat vil have verdens højeste skattetryk, siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.
- Når man står med 13 milliarder i hånden til skattelettelser, så er det altså ikke godt nok, at man ikke vil sænke selve satsen på topskatten, siger han.
- Løkke lægger desværre kun op til at rykke topskattegrænsen.
- Det betyder, at de mest produktive danskere fortsat vil have en øverste marginalskat på 56 procent, og når man indregner afgifter, udgør den sammensatte marginalskat 67 procent, lyder det fra Mads Lundby Hansen.
Cepos roser dog overordnet Venstre for at tage grundigt fat om skattetrykket.
- Det er et perspektivrigt udspil, der er kommet fra Venstre. Det er korrekt, at 2020-planen indeholder et ubenyttet råderum på 13 milliarder kroner, som kan gå til enten lavere skat eller højere offentlige udgifter, siger han, og tilføjer:
- Og det er godt, at Løkke vil bruge de 13 milliarder på lavere skat, siger Mads Lundby Hansen.
Dansk Industri (DI) tager godt imod udspillet fra det store oppositionsparti.
- Det er positivt, at Venstre så klart melder ud om behovet for reelle skattelettelser, der sænker det danske skattetryk, styrker tilskyndelsen til at arbejde og forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne, siger Tine Roed, DI-direktør.
Tine Roed mener, at det er vigtigt at bruge den kommende skattereform til at få sænket den øverste marginalskat til et mere konkurrencedygtigt niveau. DI har i sit bud på en 2020-plan lagt op til at sænke skatten fra 56,1 procent til et 42 procent.