En indkøbstur i Lidl i Herning endte som en træls oplevelse - sagt på godt jysk.
Kunden, Michael W., fortæller til ekstrabladet.dk om, hvordan hans fireårige datter skulle tisse, mens de købte ind. Men kassedamen nægtede at lade den lille pige låne toilettet - indtil Michael W. hævede stemmen.
Han synes ikke, det er rimeligt, at butikken sagde nej.
Lidl bekræfter til ekstrabladet.dk, at personalet ikke må lade kunder låne toiletterne af hygiejnehensyn. Der kan dog dispenseres fra reglerne i særlige tilfælde, for eksempel når det handler om små børn, oplyser hovedkontoret, som beklager den dårlige oplevelse.