Everton var storfavorit i FA Cup-kvartfinalen hjemme mod Wigan, men det var udeholdet, som vandt 3-0 og gik videre til semifinalerne.
Og det var en af de velkendte pokaloverraskelser i engelsk fodbold. Wigan er med i bundkampen og skal kæmpe for at overleve i den bedste engelske række i resten af denne sæson.
Everton er placeret på en flot sjetteplads i Premier League, og holdet er fortsat med i kampen om de europæiske placeringer. Den forskel var dog slet ikke til at få øje på lørdag eftermiddag.
På tre minutter i første halvleg scorede Wigan tre lynmål. Forsvarsspilleren Maynor Figueroa fra Honduras headede Wigan på 1-0 ved et hjørnespark efter en halv time.
I det. 32. og 33. minut afgjorde 21-årige Callum McManaman og Jordi Gomez reelt pokalkampen med en scoring hver.
Især 3-0-målet fra Gomez var seværdigt, da den spanske midtbanespiller med et fladt skruet spark fangede den forstenede Everton-keeper Ján Mucha på det forkerte ben.
Man kunne kort efter Wigans tredje scoring se adskillige utilfredse Everton-fans forlade hjemmebanen Goodison Park i dyb skuffelse. Fra kampens start var der i alt 35.068 tilskuere.
Fra anden halvlegs begyndelse forsøgte Everton-manager David Moyes sig med en offensiv indskiftning af angriberen Victor Anichebe i stedet for den defensivt orienterede Phil Neville.
Everton forsøgte at presse på for at få en reducering, der kunne skabe bare en anelse spænding i kampen, men Wigan stod stærkt i et kompakt forsvar i de sidste 45 minutter.
I en af de øvrige FA Cup-kvartfinaler i denne weekend mødes Manchester United og Chelsea på Old Trafford i Manchester. Det opgør spilles søndag klokken 17.30.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.