Den tyske fodboldklub Stuttgart har søndag sagt farvel til træner Hannes Wolf efter en lang række nederlag i Bundesligaen.
Ud over et pokalexit har Stuttgart i december og januar tabt seks af syv kampe i Bundesligaen. Efter lørdagens 0-2-nederlag på hjemmebane til Schalke 04 har klubledelsen reageret.
- Vi har haft en intensiv og følelsesladet snak med Hannes efter gårsdagens kamp, hvor vi har analyseret situationen.
- Vi er kommet frem til, at der er for stor risiko for, at vi ikke kan få vendt den nuværende situation. Vi har brug for nye impulser for at komme tilbage på sporet, siger sportslig leder Michael Reschke til Stuttgarts hjemmeside.
Stuttgart har 20 point efter 20 spillerunder i Bundesligaen. Holdet er placeret lige over nedrykningsstregen.
36-årige Hannes Wolf har været cheftræner i Stuttgart siden 2016. Tidligere var han ungdomstræner i Borussia Dortmund.
Også assistenttræner Miguel Moreira forlader Stuttgart med øjeblikkelig virkning.
/ritzau/