Nyheden om, at tegneren Kurt Westergaard skulle kvæles med de bare næver, vælter ud fra fjernsynet i Loftis stue. Han sidder foran fladskærmen i den sorte lædersofa og lytter, mens han ryster opgivende på hovedet.

Det er hans bror, nyheden handler om. Hans lillebror, som elskede at spille fodbold som barn, og som altid roste sin storebrors couscous, når de spiste sammen.

Skarpladt pistol

Nu er det mere end fire måneder siden, at 46-årige Lofti sidst hørte sin ni år yngre brors stemme. Siden den 12. februar har de to mænd ikke set hinanden, fordi den ene har siddet fængslet i København. Mistænkt for at planlægge drabet på Muhammed-tegner Kurt Westergaard.

I går beskrev Nyhedsavisen, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har beviser, der kraftigt peger på, at Loftis bror og en anden tunesisk statsborger havde planlagt at dræbe tegneren. Dokumenterne afslører, at mændene havde undersøgt, hvor Westergaard boede, og om han havde hund. Det var beskrevet, at naboerne skulle overvåges, og at husets indretning skulle kendes. Og under en ransagning i den enes hjem fandt politiet to økser og en skarpladt pistol.

»Hvis PET har beviserne, hvorfor giver de dem så ikke til retten,« spørger den 46-årige og ser opgivende ud.

Loftis bror står til at blive udvist af landet, uden at hans sag kommer for en domstol. Det sker for at beskytte PETs kilder, der ville blive afsløret under en retssag.

Komplot af PET

Han er ikke det mindste i tvivl om, at hans lillebror er offer for et komplot, der er sat i verden af PET.

»Hvis jeg mistænkte min bror bare en procent, så var det mig, der havde taget telefonen og ringet til PET. Min bror ville aldrig dræbe Kurt Westergaard,« siger Lofti med et vedholdende blik.

Bag ved ham blafrer de gule gardiner en smule i vinden fra terrassen. På sofabordet står hans tyrkiske kaffe med kardemommesmag og bliver kold.

Han kom til Danmark fra Tunesien, fordi han ikke kunne holde ud at leve i et land uden demokrati. Uden frihed. Hans lillebror kom, fordi han forelskede sig i en dansker.

Det var til Loftis bryllup i 1997. Festen blev holdt i Tunesien, og der var en hel flok af Loftis danske venner med, og en af dem stjal lillebroderens hjerte. Kærligheden trak ham til Danmark og fik ham gift. Ægteparret rejste tit til Tunesien og besøgte den store familie, som drev et landbrug. Familien var muslimsk, men kvinderne gik ikke med tørklæde. Men parret fik ingen børn, og efter nogle år gled de fra hinanden.

Aldrig bange

I 2006 blev lillebroderen igen forelsket i en dansk pige, der, nogle år før de mødte hinanden, har konverteret til Islam.

Lofti har selv tre børn, og det er fordi, han ikke vil have, at de bliver drillet, at han ikke vil fotograferes eller have sit fulde navn i avisen. Det er ikke fordi, han vil gemme sig. Han frygter ikke PET.

»De vil gerne have, at vi som muslimer bliver bange for dem. Men vi bliver aldrig bange,« siger han.

Midt på gulvet står en trehjulet cykel med et skrigende gult sæde. Der er et håndtag på, så den to-årige pige kan cykle med sin fars eller mors hjælp. Den ældste pige er ti år og den mellemste er fire. Det er børnene, der bekymrer Lofti mest i forhold til terrormistanken. Han frygter, at sagen får konsekvenser for alle muslimer i Danmark.

»I dag er det min bror, der bliver taget og anklaget uden en retssag. Men om ti år er det måske min datter. Det er alle muslimer, der bliver mistænkeliggjort, når tingene bliver gjort på den her måde,« siger han.

Mænd med skæg

Han ler af, at der står i PETs bevismateriale, at hans bror på internettet har søgt på Kurt Westergaards navn.

»Da de tegninger blev offentliggjort, blev jeg også sur. Da ville jeg da også se, hvem det dumme svin var og hvilken avis, han arbejdede for. Det har masser andre da også gjort,« siger storebroderen.

Mobiltelefonen ringer, og han svarer på arabisk.

Venner og familie spørger, om han har læst historien i avisen. Om det er rigtigt? Om hvad de skal gøre? Nogle spørger, om de skal lave en demonstration. Men Lofti mener ikke, at den slags hjælper.

»Vi bliver nødt til at forklare, at ikke alle muslimer er mænd med skæg, der vil springe det ene og det andet i luften,« siger Lofti.

Drøm om hus

Lofti har haft et pizzeria i Bjerringbro, men for at få det til at køre rundt, skulle han arbejde for meget. Derfor søger han job. Han er blevet tilbudt at arbejde i en bekendts pizzeria, men kun hvis han vil gøre det sort. Det vil han ikke.

»Jeg skal tjene min penge ærligt, så jeg kan købe et hus og flytte væk fra Brabrand og give min familie et godt liv. Det er min drøm,« siger den 46-årige.

Men han vil til gengæld godt sige, at han synes, at fremtiden ser mørk ud lige nu. Hele familien er påvirket af, at de ikke aner om hans bror bliver sendt hjem til en ukendt skæbne i Tunesien.

Hans mobiltelefon snurrer på sofabordet igen. I fjernsynet siger reporteren, at retssagen, som en forening af muslimske foreninger havde rejst mod Jyllands-Posten, er afgjort, og at avisen havde fuld ret til at bringe tegningerne.

En sund familie

Lofti får et lille smil om læberne.

»Kan du huske, da Kvickly i Viby solgte sandaler med Jesus under fodsålerne? Dengang protesterede katolikkerne voldsomt, og forretningen blev tvunget til at fjerne skoene igen. Der var nogle, der lavede hærværk, men ingen blev anholdt. Hvis det havde været muslimer, så var de nok blevet kaldt terrorister,« siger han med et smil.

Lynhurtigt kommer alvoren tilbage over hans ansigt.

»Selvfølgelig skal vi have et PET. Men det skal være professionelt og ærligt. Ellers kan jeg jo bare ringe til dem og sige, at jeg vil bombe det ene og det andet,« siger Lofti.

Han udelukker ikke, at der kan være en person, der har givet PET urigtige oplysninger om broderen. Men han vil ikke sige noget om, hvem det kunne være.

»Jeg vil ikke mistænke nogen. Men jeg ved, at vi er en sund familie, der bare gerne vil have et godt liv i det land, som vi elsker«.