Da formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, meddelte, at hun var sygemeldt med stress, væltede det ind med hilsner. En del af dem kom fra ’fremtrædende personer,’ der selv havde været ramt af stress, og som takkede hende for at stå frem.
- Hvor er det fedt, at du stiller dig offentligt frem og siger det. Respekt. Jeg har selv været der, men kunne ikke stå frem, sagde de, fortæller Majbrit Berlau.
Hun blev ramt af stress i sommeren 2017 og var sygemeldt i en længere periode. Efter nøje overvejelser besluttede hun at stå frem og fortælle om sin situation.
- Det, der virkelig betød meget for mig, var, at der var nogen, der lovede mig, at der var lys for enden af tunnelen. Du skal vide, at du godt kan komme tilbage til et arbejdsliv med høj hastighed, hvis du benytter dig af chancen for at lære nye arbejdsformer, sagde de. Det var folk, som sidder i stillinger, der ligner min, og som der er offentlig fokus på politisk og i organisationsverdenen, siger Majbrit Berlau.
Der var en særlig grund til, at det var så afgørende for hende at høre andre fortælle, at det var muligt at vende godt tilbage til hverdagen.
- Jeg var skrækslagen for aldrig at komme tilbage til det, jeg elskede. Derfor var det vildt fedt, at nogle turde skrive til mig, at det kunne lade sig gøre. Det var så betydningsfuldt for mig, og jeg skriver selv til dem, der bliver ramt af stress i dag, hvis jeg kender dem, siger Majbritt Berlau.
Formandskollegaen i Finansforbundet, Kent Petersen, måtte også trække stikket i en periode efter et stresssammenbrud sidste år. Åbenheden om sygemeldingen er udelukkende blevet mødt af positive tilkendegivelser, fortæller han.
- Der har været mange direktører og kolleger på højt niveau i organisationer, der har sagt, 'fedt du står frem'. Jeg bevæger mig meget i en maskulin verden, hvor det er helt ekstremt, hvor mange der tuller rundt med de samme oplevelser, som jeg havde. De kan ikke kan sove om natten, og de oplever faresignaler, som de negligerer, fortæller Kent Petersen.
De to formænd er i dag tilbage på deres poster med en travl dagsorden. De erklærer begge, at er blevet bedre til at holde øje med, at deres kalendere igen ikke over overfyldte.
Læs stort interview med Majbrit Berlau og Kent Petersen her