Som så mange andre forlader Brian Mygind sit hjem i Hjørring ved syv-tiden om morgenen og får pakket hele familien ind i bilen. Børnene bliver afleveret i institution og konen sat af på arbejde, før han selv kører til Frederikshavn, hvor han møder på sit fleksjob klokken otte.

Men for kun to år siden ønskede han bare at få tilkendt en førtidspension, så han kunne slippe for flere nederlag i kommunale tilbud. Han var så småt i bedring efter en alvorlig depression, men han ville aldrig blive rigtig rask, lød lægernes dom.

- Jeg kunne slet ikke overskue fremtiden, og derfor søgte jeg en førtidspension. Både min psykiater, læge og psykolog havde alle sammen skrevet, at jeg aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet, fortæller Brian.

Det var kommunen dog ikke indstillet på, og sagsbehandleren sendte ham i jobtræning. Men både i varehuset A-Z og på et hønseri fik larmen og postyret symptomer som selvmordstanker og hallucinationer til at vende voldsomt tilbage.

Senere fik han en ny sagsbehandler og kom i ressourceforløb. Selvom han havde mistet troen på, at han kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, så oplevede Brian for første gang, at sagsbehandleren lyttede til hans ønsker. Da han i 2013 startede med to timer om ugen hos bilforhandleren Brødrene Hosbond, viste det sig, at de havde ramt rigtigt.

- På det tidspunkt tænkte jeg, at det var godt nok ikke det, jeg skulle have. Men i dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke kom på førtidspension.

Noget at stå op til

I dag er Brian tilkendt fleksjob og arbejder fire dage om ugen fra otte til ti. Han kører blandt andet pakker ud og henter reservedele. Det er noget helt andet end hans tidligere arbejde som pædagog for børn med ADHD, men han er glad for at have fundet et sted, hvor han kan passe ind.

- Jeg har det rigtig godt her. Kollegaerne er søde og forstående, dem har jeg det rigtig godt med. Jeg er meget åben omkring min sygdom, hvis de spørger, siger Brian Mygind.

LÆS OGSÅ: Udkants-kommune satser millioner på de ledige

Han er ikke i tvivl om, at det er en stor værdi for ham at have noget, han skal, hver dag. Derfor har det også været en del af vejen ud af hans sygdom, sammen med medicin og psykologhjælp. Men det har krævet mange overvindelser, forklarer Brian.

- I starten var det meget angstprovokerende, at jeg skulle ind til folk, jeg ikke kendte. Det var jeg ikke meget for. Men jeg snakkede med min psykolog om, at der var ikke andet end træning, der kunne gøre det, for den slags kommer ikke naturligt tilbage.

Derfor har det også været afgørende for Brian, at han selv har været med til at bestemme, hvornår han var klar til at gå op i timetal.

Orkede ikke at børste tænder

Han føler, at han både har oplevet den gode og den dårlige side af at være afhængig af det offentlige system. Fra at blive skubbet rundt i jobtræning, som forværrede hans sygdom, og ikke føle sig hørt, til at få lov til selv at tilrettelægge et ressourceforløb sammen med en hjælpsom sagsbehandler.

- Det har været en hård bakke at komme op over for hele familien. Det har ikke været sjovt for min kone, og børnene har jo også kunnet mærke på mig, at jeg har været nede. Da jeg havde depressionen, orkede jeg næsten ikke engang at gå ud og børste mine tænder, husker Brian.

Han er både uddannet som maskinarbejder og som pædagog, men lige nu kunne han ikke forestille sig at skifte arbejdsplads. Han vil til gengæld gerne gå op i tid næste år, hvis det fortsætter med at gå bedre med hans sygdom. Om fem år skal hans sag tages op igen, og det synes Brian er i orden.

- Jeg synes det er fint, at man ikke bare bliver placeret for evigt. De evaluerer og ser på, om jeg for eksempel kan tåle at arbejde flere timer. Lægerne siger, at jeg aldrig bliver helt rask, som jeg var i gamle dage. Vi må håbe, de tager fejl – det gjorde de jo, da de sagde, at jeg aldrig ville kunne arbejde igen. Og heldigvis for det.