Mor drikker. Hendes nye kæreste slår. Og i skolen går det rigtig skidt. Derfor bliver 14-årige Viktor fjernet hjemmefra og anbragt på en institution.
Men selv om det er tydeligt, at familien slet ikke fungerer, undersøger kommunen langt fra altid, om det anbragte barns søskende også mistrives derhjemme. Det viser en undersøgelse af 11 kommuners sager om anbringelser, som Ankestyrelsen står bag.
Den manglende indsats kan få livsvarige konsekvenser for de børn, som bliver ladt tilbage, fortæller Karin Kildedal, lektor på Aalborg Universitet og forsker i anbringelser af børn.
»Der er stor risiko for, at de lever under de samme dårlige forhold, som det anbragte barn. Det kan være, at mor eller far har en psykisk sygdom, at de udsættes for vold, omsorgssvigt, eller at forældrene tager stoffer. Hvis ikke man får sat tidligt ind, vokser problemerne sig større. Børnene bliver sværere at hjælpe, det bliver langt dyrere, og så er det selvfølgelig ikke godt for børnene,« siger hun.
Brud på loven
Det er direkte ulovligt, når kommunerne overser de anbragte børns søskende. Ifølge Serviceloven har kommunerne nemlig pligt til at undersøge, om søskende har brug for særlig støtte. Alligevel er det kun sket i knap halvdelen af de 49 sager, der involverer hjemmeboende søskende under 18 år, som Ankestyrelsen har gennemgået.
Problemet er, at socialrådgiverne slet ikke har tid nok, fortæller formand for Dansk Socialrådgiverforening Henning Breinholt.
»De sidder med flere sager, end de kan overkomme. Så de tager fat i de værste ting, og det er det konkrete barn, som man ved har problemer. Ikke søskende,« siger han.
Skal problemet løses, må kommunalpolitikerne sætte flere penge af til området, mener formanden.
»Man er nødt til at normere børne- og ungeområdet, så man kan leve op til lovens krav,« siger han.
Ankestyrelsen arbejder på at indføre arbejdsgange, der skal sikre, at også søskende bliver undersøgt i anbringelsessager.