Den nye regering er trætte af, at danskere udebliver fra undersøgelser og behandling på landets sygehuse og klinikker.
Derfor vil S-R-SF-samarbejdet fremover opkræve et gebyr fra dem, som bliver væk.
Af regeringsgrundlaget, der bliver fremlagt senere i dag, fremgår det, at de tre partier mener, at pjækkeriet spilder personalets tid.
Desuden koster pjækkeriet andre patienter ventetid. Lige som det koster dyrt, når dyrt materiel står stille, mener de.
Grundlaget indeholder samtidig en formulering om, at der skal gøres en større indsats for, at patienter rent faktisk møder op.
Det skal ske via påmindelser per sms og mail, som det allerede sker på bibliotekerne. Det erfarer Newspaq.
Danske Patienter, der repræsenterer over 800.000 patienter, er ikke begejstrede for planerne.
"Jeg synes, det er et problematisk forslag, fordi det bygger på en antagelse om, at mange udebliver uden grund. Men det, som er tilfældet, er, at ganske mange har legitime årsager til at blive væk," siger formand Lars Engberg til Newspaq.
Han peger på, at folk ikke altid modtager en indkaldelse. Og at patienterne ofte rent faktisk melder afbud, uden at sygehuset får det registret.
Lars Engberg synes derfor godt om, at den nye regering vil gøre mere for, at folk bliver mindet om deres aftale.
Det var ikke muligt at fange sundhedsminister Astrid Krag (SF) for en kommentar.