MED REFORMEN AF førtidspension og fleksjob har man politisk nedskrevet respekten for syge menneskers sygdomme eller handicap, for lægernes og andre fagfolks faglighed og for borgernes egen stemme over for systemet.
Det har man blandt andet gjort ved at afvise at inddrage de sundhedsmæssige og sociale forhold i loven bortset fra det luftige begreb ”tværfaglig, helhedsorienteret indsats”, som indgår i definitionen på ressourceforløb. Og når man har nedskrevet respekten for diagnoser og for lægers og andre fagfolks vurderinger af borgernes helbredssituation, så har man også nedskrevet respekten for de syge og forståelsen for deres særlige grundvilkår.
Det er efter min opfattelse noget af det mest kritisable ved reformen.
Dette forhold blev jeg endnu engang mindet om, da Folketinget i sidste uge havde to væsentlige og bemærkelsesværdige forhandlinger med relation til reformen.
Den 20. april var det forespørgel/forhandling F 25 fremsat af Dansk Folkeparti om at sikre, at demente ikke skal i jobafklarings- eller ressourceforløb. Den 21. april var det forespørgsel/forhandling F 40 fremsat af Enhedslisten om de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af lovændringerne vedrørende førtidspension og fleksjob. Blandt spørgerne var Finn Sørensen (EL), Bent Bøgsted (DF), Liselott Blixt DF), Jeppe Jakobsen (DF), Torsten Gejl (ALT) og flere andre beskæftigelses- og sundhedsordførere.
I begge forespørgsler ønskede spørgerne forligskredsens svar på, hvordan den vil sikre, at meget syge borgere ikke fremover skal blive pint og plaget i udsigtsløse og helbredsskadelige ressourceforløb før tilkendelse af førtidspension.
Til hver af de to forespørgsler var der endvidere tilknyttet to forslag til vedtagelse fra henholdsvis forligskredsen og de øvrige partier. De er blevet behandlet i Folketinget i dag. De to af vedtagelserne, som forligskredsen stod bag, er blevet vedtaget: V 79 om at sikre, at demente ikke skal i jobafklaringsforløb og V 86 om de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af lovændringerne vedrørende førtidspension og fleksjob. Forespørgernes alternative forslag V 78 og V 85 er desværre blevet forkastet.
SOM SÅ MANGE GANGE tidligere i de foregående fem år blev jeg slået af, hvor stor forskel der er på forligspartiernes og borgernes udlægning af reformens intentioner og konsekvenser.
På den ene side står forligspartierne, som i det store hele stadig er af den opfattelse, at loven grundlæggende er god, og at intentionerne med den er gode. De bruger næsten alle den samme indlærte, stærkt positivt ladede retorik, som kører som en plade under alle indlæggene: Reformen er "en hjælp" for borgerne, den er "udviklende", "meningsfuld", sætter "borgeren i centrum" og så videre. De mener sådan helt generelt, at det er bedst for borgere at være på arbejdsmarkedet (”en del af arbejdsfællesskabet”), og at førtidspension helt generelt er noget skidt (borgerne må ikke ”parkeres på perronen”, den er ”en risiko”). Og de siger alle i bisætninger, at loven så "selvfølgelig" ikke må pine og plage syge folk i absurde forløb. Det er en samfundsøkonomisk og politisk vurdering.
På den anden side står de mange, mange borgere med uhyggelige sager, som man kan finde beskrevet via pressen, på de sociale medier og ved kontakt med utallige syge mennesker, patient- og handicapforeninger, læger og andre fagfolk, der har været i berøring med reformens forvaltning. Det er dem, som Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet refererer til. Det er sager om borgere, som ikke har oplevet loven som god, og hvor ordforrådet er meget anderledes end lovgiverne. Borgere fortæller igen og igen om, at de ikke erfarer at blive sat i centrum eller mærker respekt for deres individuelle sygdomsbillede, men tværtimod bliver sendt ud i lange ressourceforløb, ja, nogle gange i flere af slagsen, selvom de har al tænkelig lægefaglig dokumentation på, at de ikke har nogen nævneværdig arbejdsevne tilbage, og selvom forløbet ligefrem skader deres helbred og funktionsevne. De bruger ord som ”disrespekt”, ”umyndiggørelse”, ”mishandling”, ”overgreb”, ”pine” og ”tortur”. Og de ”parkeres” nu ikke på førtidspension, men på det billigere ressourceforløb. Det er en ganske anden historie end den politiske propaganda.
DISSE SAGER VISER, at konsekvenserne af den kommunale forvaltningspraksis i samspil med selve reformen er uhyre store og for nogle er blevet fatale – menneskeligt, helbredsmæssigt, økonomisk, socialt, boligmæssigt og familiemæssigt. Der er endog sager, hvor borgere når at dø, inden de får tilkendt førtidspension. Med andre ord overhøres borgeres og fagfolks stemmer igen og igen i systemet. Det er katastrofens og magtesløshedens perspektiv.
Oven i købet siger Ankestyrelsen om mange af disse sager, at kommunen forvalter loven i fuld overensstemmelse med lovens intentioner. Og, kan jeg selv tilføje: Selv en landsretsdom fra 2016 gav Ankestyrelsen ret i en afgørelse, hvor Ankestyrelsen havde bifaldet en kommune i, at den sendte en borger med bipolar lidelse i ressourceforløb. Her var situationen ellers den, at borgerens psykiater havde advaret om, at borgeren ville blive endnu mere syg af en sådan arbejdsprøvning, og at en tidligere arbejdsprøvning af borgeren havde resulteret i et psykisk sammenbrud med efterfølgende psykiatrisk indlæggelse.
Så hvordan kan forligskredsen blive ved med at fastholde, at lovens intentioner er så gode, og at der endnu ikke er brug for lovændringer?
Og hvis lovens intentioner er så gode, og man virkelig ikke ønsker at presse eksempelvis demente i ressourceforløb, hvorfor mener ordførerne så, at loven alligevel skal levne mulighed for, at kommuner kan gøre det?
"DET ER IKKE VIGTIGT at diskutere diagnoser," sagde Leif Lahn Jensen på et tidspunkt i debatten, hvor også de øvrige forligspartier afviste muligheden for at indskrive rettigheder for personer tilhørende forskellige sygdomsgrupper direkte i loven. For loven skal kunne rumme alle sygdomsgrupper og alle borgere, mente han ligesom de andre.
Jeg mener, det er en af de helt grove fejl ved loven, at man har villet lovgive så generelt for alle helt uden at tage hensyn til de enkelte patientgruppers diagnoser og de heraf afledte særlige problemstillinger.
Når man som lovgiver ikke forholder sig til, hvad sygdom og handicap kan betyde i forskellige tilfælde, men blot henviser forvaltningen til at foretage ”en individuel vurdering” uden at præcisere forholdene nærmere i loven, så bliver loven abstrakt og ukonkret. Og så kan kommunerne gøre nøjagtigt, som det passer dem. Det er næsten umuligt at efterprøve, om kommuner reelt har foretaget individuelle skøn, og om de har foretaget korrekte skøn.
Der står i loven, at borgere kan undtages fra ressourceforløb og tilkendes førtidspension, ”… hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres”, eller hvis det ”... er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle … arbejdsevne.” Men det er ikke præciseret, hvornår og for hvem noget skal være ”åbenbart” eller ”åbenbart formålsløst”. Og det er i sig selv en gåde, hvordan man skal kunne dokumentere, at en arbejdsevne ikke ville kunne udvikles i al fremtid.
Her bliver det endvidere et stort problem, at fagfolkenes vurderinger kan underkendes eller i al fald bliver underkendt af mange rehabiliteringsteams – sådan som for eksempel ergoterapeut og tidligere medlem af rehabiliteringsteamet i Frederiksberg Bitten Vivi Jensen i Information den 4. april i år fortalte om, at man systematisk underkendte lægeattester med videre i de sager, hun havde deltaget i behandlingen af.
Der er endog i nogle kommuner en forsøgsordning, hvor man har fået lov til at se helt bort fra lægepapirer. Det gælder for eksempel Jammersbugt Kommune.
Det er ikke fair for borgerne, når forligskredsen siger, at diagnoser ikke betyder noget. Det bør naturligvis stå i loven, at diagnoser og sygdomshistorik er forhold, som kommunen altid skal tage hensyn til i deres sagsafgørelser, når der er tale om syge borgere. Og forligskredsen burde åbne ørerne for, hvad fagfolk, handicaporganisationer, patientforeninger, borgere, pårørende, partsrepræsentanter med flere kan fortælle om livet med forskellige sygdomme og handicap og hele tiden har sagt i forhold til forvaltningen og konsekvenserne af denne reform.
Jeg skal i øvrigt minde forligskredsen om, at Rigsrevisionen i 2017 har kritiseret Beskæftigelsesministeriet for ikke at have dokumenteret den sundhedsmæssige og den sociale del af den såkaldte tværfaglige, helhedsorienterede indsats, som ressourceforløbene blev præsenterede til at være. Også her står der det indtryk tilbage, at reformen i mange tilfælde trumfer helbredsmæssige og sociale forhold.
FORLIGSPARTIERNE svarede i debatten ikke på, hvordan de vil sikre de mest syge mod at blive placeret i helbredsskadelige ressourceforløb. Deres eneste svar var at sende vejledninger og skrivelser til kommunerne samt en lille ”initiativpakke”, som de kom med i marts måned.
Alle indrømmede dog direkte, at det måske på et tidspunkt kan blive nødvendigt at lave loven om, hvis kommunerne fortsætter med at administrere lovgivningen til skade for borgerne. Det er i sig selv er en bemærkelsesværdig erkendelse fra forligskredsen, selvom det ikke er nok til at sikre borgerne her og nu.
Jeg mener, det allerede er på høje tid at lave loven om, så borgerne får retsgarantier for, at kommunerne vil tage hensyn til deres sygdomme/handicap og ikke mishandle dem.
Hvis ikke beskæftigelsesministeren og forligskredsen vil sikre det, så kan vi ikke forstå det anderledes, end at de dybest set bakker op om kommunernes afgørelsespraksis, og at denne praksis udtrykker reformens reelle intentioner. Det vil altså sige, at intentionen om at spare staten for de to milliarder kroner årligt var og er den egentlige intention, og at det er derfor, forligskredsen og kommunerne med fuldt overlæg har kastet og kaster syge borgere på Herrens mark.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.