TÆTTERE PÅ 3. verdenskrig har vi ikke været de sidste 50 år. En krig som vil udløses af en direkte konfrontation mellem USA og Rusland i Mellemøsten. Mens følelserne, de personlige beretninger og gode hjerter har styret debatten om krigen i Syrien, har jeg siddet tilbage med et stort ubesvaret spørgsmål: Hvorfor bruger Assad kemiske våben?

De af os som har haft det mindste kendskab til Syrien inden krigen brød ud i landet for ca. syv år siden, ved, at det var et af de mest fascinerende lande i Mellemøsten med en fantastisk historie, rig kultur, og et mangfoldigt samfund, hvor jøder, muslimer, kristne og ateister levede side om side med hinanden.

Den syriske præsident Bashar al-Assad var endda en ganske populær mand i vesten. Han fik hæderlige modtagelser, når han var på besøg og i ny og næ blev det til nogle æresmedaljer også. I dag kender alle ham som en koldblodig slagter, der dræber uskyldige mennesker, bomber hospitaler og skoler og gasser små børn. Den sidste del har især kostet ham dyrt.

HVER GANG der har floreret historier om anvendelse af kemiske våben i Syrien har verdenssamfundet reageret ganske kraftigt med sanktioner, økonomiske straffe og ikke mindst bomber og missiler. På den anden side har det forstærket oprørernes moral og motiveret dem endnu mere til at stå sammen og komme af med den barbariske mand.

Men lad os for et øjeblik sætte os selv i stedet for Assad. Hvad skulle den overbevisende argument være for at bruge kemiske våben? Og det endda på uskyldige børn? Hvordan vil det gavne krigens gang mod oprørerne? Hvad giver det Assad?

Jeg har virkelig svært ved at komme med fornuftig svar på disse spørgsmål. Mens argumenterne for at lade være er ganske mangfoldige. I en situation, hvor han har god vind i frontlinjen, og genvindervinder flere territorier, ser hans strategi ud til at have virket, og flere syrere ser kun en fremtid for deres land med ham. Og når han alligevel vælger at bruge kemiske våben udsætter han sin tætteste og stærkeste allieret – Rusland - under massiv pres, og får flere og stærkere fjender. Han mister opbakning både nationalt og internationalt.

OMVENDT ER det god melodi for de terroristiske oprørsgrupper - som der er mange af i Syrien – at de kemiske angreb finder sted. Det tiltrækker flere støtter, større international opmærksomhed, og ikke mindst svækker det hovedfjenden Assad.

Det er heller ikke en fjern kutyme for terroristerne at bruge uskyldige mennesker som middel i krigen. De har tidligere brugt dem som selvmordsbomber, menneskelig skjold og gidsler. Hvorfor skulle de ikke også gasse dem, hvis det hjælper dem på vej mod deres hellige mål?

Jeg ved, at det, jeg skriver, højst sandsynligt ikke falder i god jord hos rigtig mange. Men så vil jeg meget gerne høre argumenterne imod. Spørgsmålene jeg stiller er på ingen måde retoriske men ganske reelle, som jeg er nysgerrig for at få svare på.

OG FOR at gøre den grav, jeg lige har bygget for mig selv, endnu dybere, så mener jeg, at de vestlige magters pludselige menneskelighedsanfald slet ikke er overbevisende.

Verdenssamfundet har tidligere set blot til, da Saddam gassede f.eks. flere tusinde mennesker i Iran og kurder i Irak. Der fik de mennesker næppe noget international opmærksomhed. Men jeg er overbevist om, hvis Iran havde vovet overhoved at tænke på at bruge kemiske våben, så havde Jimmy Carter ikke tøvet med at smide en atombombe i hovedet på dem.

Det er en lille smule tragikomisk, at mens vores befolkning lader følelserne tage over, når det drejer sig om international politik, har vi nogle af de mest kalkulerende og iskolde politiker, der tager beslutningerne. Kan dog ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det omvendte havde været bedre.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.