Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
Det kræver efter min mening ekstra meget mod, at sige fra som ansat, og ytre sig om den virkelighed, man oplever når man er på arbejde. Jeg har selv skrevet flere gange om, hvordan jeg får ondt i maven af frygt, hver gang jeg ytre mig.
Hvordan får man som ansat modet til at sige fra, og fortælle omverden om den virkelighed, man oplever? Jeg havde ikke modet til at sige fra, og fortalte ikke om mine oplevelser af psykiatrien, og hvilke konsekvenser det havde for ansatte og beboere Lindegården i Roskilde, før efter den 25. marts 2016, hvor min kollega blev stukket ihjel med en kniv af en beboer.
Det kan godt være, at offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed, og at man i vejledningen om ytringsfrihed for offentligt ansatte i forordet kan læse: ” Offentligt ansattes deltagelse i debatten er ikke kun af betydning for den enkelte ansatte. Den er mindst lige så vigtig for samfundet, fordi offentligt ansatte – i kraft af deres særlige viden og erfaring inden for deres fagområder – kan være med til at højne det faglige niveau i den offentlige debat.”
Alligevel oplever jeg, at det er få ansatte, der tør sige noget. Jeg får stadig mails fra ansatte, der fortæller deres historier til mig, mennesker som ikke føler sig hørt på deres arbejdsplads, og som ikke tør fortælle historierne videre, da de er bange for konsekvensen.
Hvorfor er det, at man ofte mister troen på, at det kan nytte at sige noget, og derfor bare forsætter med at arbejde under vilkår, hvor man ikke er tro mod sig selv og de borgere, man er ansat til at hjælpe.
Jeg oplevede, at mine kollegaer og jeg gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe beboerne på Lindegården, men vi var op imod et system og en politisk dagsorden, hvor det vi sagde, ikke blev anerkendt. Jeg er gået hjem fra arbejde mange gange, med en grim smag i munden, for eksempel over at opleve beboere, der blev så dårlige, at de var til fare for sig selv og andre, men hvor de ikke kunne blive behandlet. Min største bekymring var: ”bare der ikke sker noget forfærdeligt!” Men jeg sagde kun noget på min arbejdsplads, selvom jeg havde lyst til, at fortælle hele Danmark om mine oplevelser med både behandlings og social psykiatrisk. Jeg overvejede at bruge whistleblower ordningen, men jeg var bange for, at jeg ikke forblev anonym, og at det kunne have konsekvenser for min ansættelse.
Drabet på min kollega forandret alt for mig, jeg fik modet til at sige noget, for pludselig var det værste ikke, om jeg risikerede at blive fyret, men at forholdene i psykiatrien koster menneskeliv. Jeg var ikke den eneste, der fik modet, alle mine kollegaer fik også modet, og i fællesskab sagde vi fra. Vi nedlage arbejdet og i en pressemeddelelse skrev vi: ” Det er også i dyb solidaritet med vores beboere, som vi ønsker at hjælpe, at vi nu må sige endegyldigt fra. Vores beboere trænger til hjælp, til støtte og til flere hænder i hverdagen. Og flere af dem trænger til en psykiatrisk hjælp, som vi ikke kan give dem på Lindegården.
Det var ikke med lethed, at mine kollegaer og jeg valgte at nedlægge arbejdet. Vi gjorde noget som ikke var tilladt og vi vidste, at det ville have konsekvenser. Men for at hjælpe andre, må man sørge for selv at tage iltmasken på.
Vores arbejdsnedlæggelse varede en uge, den var overenskomststridig, vi mistet en del penge, og venter stadig på, at vores sag kommer for arbejdsretten og om vi skal dømmes til at betale en bod.
På Lindegården fik mine kolleger og jeg modet til at sige fra, men det var ikke uden konsekvenser. Hvis ikke at der var sket en så tragisk hændelse, havde jeg så fået modet til at sige fra, eller havde jeg bare fortsat med at holde mund, og fundet mig i mere og mere. Og hvordan forsætter jeg med at have mod til at fortælle om virkeligheden, og ikke give op. Kan det nytte noget, når jeg oplever at selv efter 5 drab på ansatte, og tusindvis af andre tragiske historier fra virkeligheden, så har regeringen stadig ikke iværksat konkrete handlinger på landsplan, der ændre ved forholdene i psykiatrien. Der er stadig brug for flere sengepladser og flere hænder, så mennesker der bliver til fare for sig selv og andre, kan få den hjælp/behandling de har brug for.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.