Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
FINDES DER et arbejde, hvor de mennesker der udfører det, er vigtigere end andre?
Findes der et arbejde, hvor de mennesker der udfører det, bliver respekteret mere end andre mennesker?
Når jeg stiller disse spørgsmål, så er det på baggrund af mine refleksioner over de artikler, der har været helt aktuelt, hvor man kan undre sig over, hvorfor statsministeren ikke stod frem, da min kollega blev dræbt af en psykisk syg person. Og hvorfor stod hans forgænger ikke frem på samme vis i forbindelse med de fire andre drab, der har været på personalet i psykiatrien.
For mig er der ingen forskel på, hvilken stilling et menneske har i det offentlige. For mig er vi alle lige vigtige. I min verden er vi afhængige af hinanden. Vi er afhængige af, at vi hver især udfører den opgave, vi er ansat til. Nemlig opgaven med at tage vare på hinanden, og de mennesker i vores samfund, som har brug for lige præcis vores hjælp.
Jeg oplever, at alle ansatte i det offentlige sætter sig selv i spil hver dag, de går på arbejde. Dit arbejdsredskab er dig selv - du har hverken våben eller skjold.
DER ER selvfølgelig faggrupper, der er langt mere udsatte for vold og trusler end andre. For eksempel vidste jeg godt, at der var en stor risiko for vold og trusler, da jeg blev ansat i socialpsykiatrien. Men jeg ved også, at vold og trusler findes alle vegne.
Da formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksens, besøgte os på Lindegården, fik jeg efterfølgende historier om vold og trusler fra hele landet. Historier som kom fra alle mulige faggrupper inden for det offentlige.
Jeg fik historier fra personer, der arbejder på plejehjem. Deres opgave er at hjælpe ældre mennesker, der ikke længer kan tage vare på dem selv derhjemme. Umiddelbart lyder det jo ikke som et arbejde, der er risikofyldt. Måske forestiller man sig et arbejde, hvor man vasker de ældre og gør rent, hvilket jo på ingen måde er farligt. Men jo det er det.
Mange ældre er demente. De er bange og forestiller sig ofte, at du vil gøre dem ondt. Det kan betyde, at når du for eksempel skal hjælpe et menneske, der ligger i sin egen afføring, så går personen til angreb på dig. En af mine naboer arbejder på et plejehjem. Hun kommer i dag ofte hjem med sår på armene, fordi en beboer har revet eller bidt hende.
NÅR JEG selv bliver udsat for vold og trusler, er det også i situationer, hvor jeg prøver at hjælpe en beboer, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Det kan for eksempel være, at jeg skal hjælpe en person med at læse et brev, men fordi brevets indhold har negativ betydning for beboeren, så er det mig, der bliver svinet til og udsat for truslerne. Jeg har også et eksempel på, at en beboer stort set lever i sin egen psykotiske verden hele tiden. I den verden er jeg ”en luder, som ikke fortjener at leve”.
Jeg oplever kolleger, der vil hjælpe beboere med at få noget at spise, og som ender med at blive råbt af og truet.
Jeg oplever også, at det at det er de færreste mennesker, der egentlig ved, hvad man laver, når man hører til en af de faggrupper, der yder omsorg til de mennesker i Danmark, som har brug for hjælp til at kunne leve et værdigt liv.
Vores arbejdsopgaver bliver udført i et lukket forum, hvor der sjældent er andre end os selv tilstede. Vores arbejdsopgaver er ikke synlige. Vi producerer ikke en vare, som kan udstilles. Vi har tavshedspligt og ønsker heller ikke at udstille de mennesker, som vi også holder af og hjælper.
Derfor bliver det arbejde, mine kollegaer og jeg laver, usynligt for omverden.
JEG ØNSKER så brændende, at vores politikere ville vise, at de anerkendte alle offentlige medarbejdere - uanset hvilken stilling man har. Mine kolleger i psykiatrien udfører hver dag et meget anerkendelsesværdigt stykke arbejde, som ikke mange andre mennesker har lyst til at udføre. Jeg oplever, at de gør det med glæde og faglig stolthed, uanset om de bliver truet eller udsat for vold.
Mit mål med denne blog er at få sat fokus på en anerkendelse af offentligt ansatte. Lad os starte en tråd, hvor du fortæller din historie fra virkeligheden. Hvad er det, du bliver udsat for på dit arbejde? Lad os nedbryde de forestillinger der er om ansatte i det offentlige. Lad os fortælle om virkeligheden.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.