G8-lederne blev i fredags enige om at give en meget tiltrængt saltvandsindsprøjtning til udviklingslandene ved at hæve udviklingsbistanden med 138 milliarder kroner årligt – det er rigtig godt, for G8 er de eneste, der har magt og kapital nok til at gøre en reel forskel. Men spørgsmålet er, om der er handling bag ordene.
For i virkeligheden er løftet om de mange milliarder blot en gentagelse af et løfte, G8-landene blev enige om for to år siden. Et løfte, der stadig er flere hundrede milliarder fra at være indfriet. Dengang lovede G8 også at give alle aids-ramte adgang til behandling inden 2010, men med de penge, som er blevet doneret indtil nu, vil der højst være hjælp til halvdelen af de aids-syge.
Desværre er tomme løfter blevet hverdag, og i den rige del af verden bruger vi stadig tre gange så mange penge på flaskevand, som vi bruger på udviklingsbistand.
Selvom vi i FN-regi er blevet enige om, at vi i den rige verden skal give 0,7 procent af vores bruttonationalindkomst til de fattige, er det stadig kun en lille håndfuld lande, der rent faktisk gør noget ved det. Det eneste G8-land, der blot nærmer sig målsætningen, er Storbritannien, som giver 0,52 procent. I den anden ende af spektret er USA med 0,17 procent og Italien med 0,2 procent.
Virkeligheden er langt fra skåltalerne i Heiligendamm, men de kan nå det endnu.