Indtil sidste år lå parrets hjem i den schweiziske by Lugano, men nu tyder meget på, at Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup endegyldigt er hjemme i Vejle igen.
Den tidligere cykelrytter flyttede sidste år med familien hjem til deres residens syd for Vejle Fjord, men nu er der noget, der tyder på, at "Ørnen fra Herning" har fundet ny rede.
Det fortæller eb.dk.
Ifølge avisen har Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup nu investeret i en 300 kvadratmeter stor liebhaverbolig på den anden side af Vejle Fjord.
Parret har ifølge avisen smidt 23,8 millioner kroner for villaen, der er opført i år 1900.
I mange år har Bjarne Riis og familien boet i et andet stort hus ved Vejle Fjord, der nærmest tjente som sommerhus indtil hjemflytningen sidste år.
Lokale cykel-entusiaster skal dog ikke håbe for meget.
Tour-vinderen har tidligere fortalt, at det er fuldstændig slut med at involvere sig i cykelsport.