Birthe Kjær: Nu får folk fred for mig
Birthe Kjær blev 70 år 1. september. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Der bliver store huller i Birthe Kjærs koncert-kalender, når jubilæumsturnéen slutter. Jeg skal slappe af og bare nyde at have fri, siger den nu 70-årige sangerinde.

Fans af Birthe Kjær skal være på dupperne, hvis de vil til koncert med den populære dansk top-sanger efter november.

Se billederne: Birthe Kjær fylder 70 år

Her har den nu 70-årige sanger nemlig tænkt sig at skrue kraftigt ned på koncerterne, skriver Billed-Bladet.

- Når jeg er færdig med jubilæumskoncerten den 10. november, holder jeg pause med Feel Good Band indtil næste sommer. I mellemtiden optræder jeg kun med enkelte shows selv. Jeg har været så eksponeret, så nu må folk godt få lidt fred for mig ..., siger Birthe Kjær til ugebladet.

2018 har til dato været et travlt år for Birthe Kjær. 1. september fyldte hun 70 år og kunne samtidig markere, at det var 50 år siden hun pladedebutterede.

Og netop jubilæet fejrer hun landet over med en stribe koncerter sammen med Feel Good Band.

Men det er ikke kun for, at publikum kan hvile ører, at der frem til sommer bliver langt mellem koncerterne. Det er også for Birthe Kjærs egen skyld, siger hun til Billed-Bladet:

- Jeg skal slappe af, og det bliver fint ikke at være på landevejen hele tiden, men bare nyde at have fri.

Birthe Kjær optræder normalt 50 dage om året, men i år bliver det til endnu flere koncerter på grund af guldjubilæet.

... det blev ved

Det var talentspejderen, produceren og sang-kollegaen Johnny Reimar, som opdagede Birthe Kjær og skrev pladekontrakt med hende.

Fra det album blev "Arrivederci Franz" hendes store gennembrud, og hun strøg direkte ind på Dansktoppens førsteplads.

- Jeg troede, at det ville være overstået efter et halvt år, men det blev ved, sagde Birthe Kjær i forbindelse med sin 70 års fødselsdag.