Lasse Friedstrøm var en spændt mand i foråret 2007.
Som direktør for Transportøkonomisk Institut lå det ham ganske naturligt at interessere sig for, hvad der egentlig skete, når man satte afgifterne ned på miljøvenlige biler. Det havde den norske regering gjort nytårsmorgen samme år, og fra den dag gav Lasse Friedstrøm sig til at vente på, hvornår man mon kunne tillade sig at gøre status.
Værre for miljøet?
For var det en god idé at gøre? Ville den billige pris på miljøvenlige biler ikke bare resultere i, at der kom flere på gaden? Og ville man så ikke gøre det hele værre for miljøet?
Lasse Friedstrøm sukker lidt, når man stiller ham spørgsmålet i telefonen.
»Det er en interessant problemstilling, som jeg end ikke kan svare på i dag. Jeg tror ikke, der er nogen, der ved det,« siger han.
Han vil dog godt gøre en foreløbig status over salget af biler i Norge.
»Der sælges langt flere dieselbiler nu end forrige år. De er blevet billigere, fordi de ikke udleder så meget CO2,« siger han.
Klapper ikke i hænderne
Men heller ikke her klapper Lasse Friedstrøm instinktivt i hænderne.
»Næ, for det viser sig jo, at dieselbilerne udleder nogle andre partikler (NOX-partikler, red.), som er skadelige for nærmiljøet. Så lige nu kan nordmanden spørge sig selv, om han helst vil forhindre en global opvarmning eller redde sin egen baghave.«
Men selvom emnet således forvirrer de fleste nordmænd, handler spørgsmålet om afgifter om viljen til at tro på projektet, forklarer Lasse Friedstrøm.
»Selv uden fakta at støtte mig til vil jeg gerne løbe risikoen for at sætte flere biler på vejene, hvis jeg samtidig kan sikre, at de er mere miljøvenlige. Det må være vejen frem.«
Herhjemme skæver seniorforsker Mogens Fosgerau fra Danmarks Transportforskning også til Norge. Han foreslår dog, at man starter et helt andet sted, hvis man vil redde miljøet:
»Så skal den ekstra pris lægges på brændstoffet,« siger han.