Ritzau
Opdateret kl. 11:18
En mand på 27 år har mistet livet i en trafikulykke nær Hørning, der ligger nord for Skanderborg.
Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Flemming Lau fredag morgen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 04.56.
Det var en bilist, der kom kørende og opdagede den forulykkede bilist, som alarmerede politiet.
Vagtchefen fortæller, at der er tale om en soloulykke. Bilisten kørte på Solbjerg Søvej i Hørning, da han kørte ind i et træ.
Det er endnu uvist, hvad der er årsag til ulykken. Det er også uvist, hvornår ulykken præcist er sket.
De pårørende til den 27-årige mand, der er fra Hadsten, er underrettet.
/ritzau/