Mindst 20 mennesker, hovedparten syriske oprørere, er blevet ofre for en bilbombe, der torsdag eksploderede ved en kontrolpost tæt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.
Yderligere mindst 25 er såret. Heraf er otte i kritisk tilstand.
Det oplyser øjenvidner til Reuters.
- Det var helvede med mange kroppe revet i stykker og lemlæstet af metaldele fra smadrede og udbrændte biler, siger Abdullah al-Sheikh, en ung mekaniker, til nyhedsbureauet.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder opgør antallet af dræbte til mindst 17 ifølge AFP.
Observatoriet overvåger via et netværk af kilder i Syrien begivenhederne i det krigshærgede land fra Storbritannien.
Ingen har foreløbig taget skylden for angrebet, der fandt sted tæt på grænseovergangen Bab al Salama i den nordlige del af provinsen Aleppo.
Flere af de kvæstede personer er bragt over grænsen til hospitaler i Tyrkiet ifølge Reuters.
Grænseovergangen er tæt på byen Azaz, hvor oprørsgruppen Den Frie Syriske Hær (FSA) står stærkt.
FSA støttes af både Tyrkiet og flere vestlige lande i sin kamp mod de krigere fra Islamisk Stat, som endnu ikke er fortrængt fra området.
I sidste uge mistede mindst 25 mennesker livet i et angreb i den nordlige del af Syrien - ligeledes tæt på grænsen til Tyrkiet.
Det var ifølge Reuters en selvmordsbomber fra Islamisk Stat, der udførte angrebet.
Også her var hovedparten af de dræbte oprørere, som med støtte fra den tyrkiske regering kæmper mod både Islamisk Stat og kurdiske militser.
Islamisk Stat er i krig til alle sider: Mod den syriske hær, oprørsgrupper støttet fra udlandet og andre grupper, som får opbakning fra især USA.
/ritzau/