Bernard Hopkins vil forsøge at skrive mere boksehistorie og slette sin egen aldersrekord som den ældste verdensmester nogensinde, når han møder Tavoris Cloud natten til lørdag dansk tid.
De to amerikanske boksere mødes i en kamp om VM-titlen i letsværvægt hos bokseforbundet International Boxing Federation (IBF), og 48-årige Hopkins gør et nyt forsøg på at blive mester.
Cloud skal ud i sit femte titelforsvar, og denne gang møder han en bokser, som kunne være hans far. Bookmakerne holder Cloud som favorit. Han er ubesejret som professionel indtil nu.
- De, som har forstand på boksning, ved, at jeg har noget at gøre i denne kamp. Jeg er i stand til at slå de fleste, men der er hele tiden nogen, som bruger min alder mod mig.
- At jeg er 48 år er ingen dødsdom. Jeg har forresten hørt på, at jeg er en gammel mand, siden jeg var 35, siger Hopkins.
Han var 46 år gammel, da han i 2011 slog canadieren Jean Pascal og blev verdensmester i letsværvægt hos World Boxing Council (WBC).
Frem til da havde George Foreman været den ældste verdensmester. Den gamle sværvægtskonge vandt sin seneste VM-titel i en alder af 45 år.
25 år efter Hopkins boksede sin første professionelle kamp, vil han skrive mere boksehistorie, men der er ikke mange, som tror, det vil lykkes.
- Jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at slå Hopkins. Det er jeg så sikker på, at jeg kan garantere det, men om jeg vinder på knockout, det kan jeg ikke love, siger Cloud.
Han har vundet 19 af sine 24 sejre på knockout.
/ritzau/NTB