De to journalister Jesper Larsen og Michael Bjerre samt ansvarshavende chefredaktør Niels Lunde blev mandag frikendt af Københavns Byret.
De stod tiltalt for at have overtrådt straffelovens §152, fordi de ved at offentliggøre hemmelige trusselsvurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skulle have bragt »statens sikkerhed og rigets forsvar i fare«. Heriblandt ved at offentliggøre, at FE ikke havde sikre oplysninger om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak.
Retten vurderede på den ene side, at FE kunne kræve vurderingerne hemmeligholdt af hensyn til statens sikkered og rigets forsvar. På den anden side mente retten, at man også skal tage hensyn til bestemmelsen om ytringsfrihed i Menneskerettighedskonventionens artikel 10 og praksis fra Menneskerettighedsdomstolen.
En afvejning af de to modsatrettede hensyn faldt ud til journalisternes fordel. Retten mente, at den betydelige offentlige interesse om grundlaget for at drage i krig i Irak i 2003 gjorde det rimeligt, at journalisterne skrev om vurderingerne frem for at holde igen af hensyn til efterretningstjenestens arbejde.
»De tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til offentligheden,« konkluderer Københavns Byret.
De to journalister fik mulighed for at viderebringe trusselsvurderingerne, da en medarbejder i FE, Frank Grevil, lækkede vurderingerne til dem i februar 2004. Grevil fik efterfølgende fire måneders fængsel for sin lækage af vurderingerne om grundlaget for at gå ind i Irak-krigen.