Selvtilliden fejler intet hos Nicklas Bendtner.
"Når jeg kommer tilbage på fuld styrke, kommer jeg til at gøre en kæmpe forskel. Vi er forskellige typer, der kan hver vores ting, og jeg synes, at holdet har manglet en type som mig," siger Bendtner til eb.dk.
Den 22-årige angriber har i over tre måneder været ude med en skade i lysken. Men i sidste uge gjorde han comeback for Arsenal, da holdet mødte Aston Villa.
Nicklas Bendtner mærker forbedringerne fra dag til dag. Men at han også var med på banen i weekenden mod Manchester United kan være med til at presse citronen for hårdt, frygter Bendtner.
"Jeg har spillet de to kampe, fordi der ikke var andre angribere til rådighed, så vi tog chancen. Men jeg var ikke helt klar mod Aston Villa, så jeg meldte faktisk fra mod Manchester United," fortæller Bendtner.