Der skulle gå 64 minutter, før han fik chancen.
Men da den tidligere Brøndby-spiller, Morten Duncan Rasmussen, endelig fik lov til at komme på banen i sin anden kamp for Celtic, skulle han kun bruge tre minutter til at score sit første mål for den skotske klub.
"Det betyder meget, og selvfølgelig er jeg glad," siger Morten Duncan Rasmussen om sit mål til sporten.dk efter sejren.
Med sin højre fod hamrede Duncan bolden ind i målet hos Hamilton Academical, og scoringen vakte så stor jubel hos målscoreren selv, at han måtte inkassere et gult kort for at løbe ud til Celtics fans.
"Jeg fik gult kort, fordi jeg løb ud over sidelinjen, da jeg fejrede mit mål. Det vidste jeg ikke man ikke måtte, men det ved jeg jo så nu," siger Duncan.
Celtic ligger på en andenplads i den skotske Premier League - ti point efter de forsvarende mestre fra Rangers.