Arsenal-manager Arsene Wenger har sukket efter nyt angriber-blod i truppen. Det kommer der i aften - ikke i form af et nyindkøb, men i form af danske Nicklas Bendtner, der endelig er skadefri.
Ikke siden den 31. oktober er det blevet til spilletid for landsholdsangriberen. Og Arsene Wenger glæder sig til at se Nicklas Bendtner folde sig ud i den røde Arsenal-trøje igen.
"Bendtner har kvaliteter, der er vigtige for truppen. Han er en god spiller, og så er han også høj. Han vil være på bænken, og det vil Nasri også. De har kun haft en træningssession," siger manageren til Arsenals hjemmeside.
Dermed vil Wenger have to særdeles stærke jokere til aftenens udekamp mod Aston Villa. Med en sejr vil Arsenal ryge til tops i Premier League.
Aston Villa kan overhale Liverpool og snuppe femtepladsen med en sejr.