En rutinemæssig graveopgave i centrum af København har afsløret flere skeletter meter fra Københavns travleste shoppinggade, Strøget.
I Farvergade i København har Københavns Museum, efter aftale med bygherren, Københavns Energi, gravet sig ned til ni skeletter - hvoraf seks er små børn.
Det skriver Videnskab.dk.
"Børnene var i alderen fra helt små børn på tre-fire år til teenagere. Det kan tyde på, at vi er stødt på et børneafsnit af en kirkegård, når vi finder så mange børneskeletter på et sted,« siger museumsinspektør og arkæolog fra Københavns Museum, Niels Penthin Grumløse, til videnskab.dk.
Københavns Museum havde en formodning om, at der kunne være kister begravet under den travle gade, så før Københavns Energi gik i gang med fjernvarmerørene, fik museet lov til at grave sig ned til de gamle kister.
Men hvorfor døde de små børn?
Skeletterne er svære at datere, så arkæologerne arbejder med flere forskellige teorier om, hvor børnene stammer fra.
I 1606 blev det indrettet til børneopdragelseshjem i Farvergade, hvor de seks børn kunne stamme fra. I 1600-tallet lå også Vartov Hospital i Farvergade, hvor skeletterne kunne være fra.
"I forbindelse med Vartov Hospital, blev der anlagt en kirkegård, og vi ved, at Det Kongelige Vajsenhus - i princippet et børnehjem for forældreløse børn - fik lov til at benytte en del af kirkegården fra 1728. Det kan være, at de seks børn, der er udgravet, kommer fra Vajsenhuset. Men de kan også være fra selve Vartov Hospital,« siger Niels Penthin Grumløse til Videnskab.dk.
Kilde: Videnskab.dk