Mange engelske traditionsklubber er de senere år kommet på udenlandske hænder, og snart bliver endnu én føjet til listen. Den tidligere storklub Leeds bliver i nær fremtid overtaget af investeringsbanken GFH Capital fra Bahrain.
Det oplyser klubbens 80-årige ejer Kevin Bates, der har forhandlet med GFH Capital igennem et halvt år. Den 21. december skulle overtagelsen være helt på plads.
- Vi har nu bragt alle forhandlinger og undersøgelser med GFH til ende, og vi har gennemført den første del af handlen.
- Men der bliver nu en overdragelsesperiode, hvor de skal lære klubben endnu bedre at kende, siger Bates ifølge AFP til Yorkshire Radio.
- GFH vil give klubben mere kapital at arbejde med, og de kommer også med penge, der kan forstærke holdet, fortæller Kevin Bates og forsøger at berolige klubbens fans omkring de kommende ejere.
- Selv om forhandlingerne har taget meget lang tid, så er fordelen - modsat mange andre udenlandske klubejere, som har købt ind fodboldklub uden at vide noget om det - at det lange bejleri har givet de nye ejere muligheder for at se, hvordan Leeds fungerer.
- Hvor der er styrker og svagheder. Hvad skal der gøres, og hvor behøver man støtte, siger Kevin Bates.
GFH Bank betaler ifølge AFP omkring 480 millioner kroner for magten i Leeds, der har vundet det engelske mesterskab tre gange. I øjeblikket spiller Leeds i den næstbedste engelske fodboldrække.
Manchester United, Liverpool, Manchester City og Chelsea er blandt de engelske klubber, der allerede er på udenlandske hænder.
/ritzau/