"Tebolle-tørt". Sådan beskriver bage-dysteren fra "Den store bagedyst", Sune Demant, sit kærlighedsliv overfor Her og Nu.
Hvorfor der tilsyneladende ikke sker meget på den front, har han selv et bud på.
- Det er måske, fordi jeg er tandlæge. Der er mange mennesker, der er bange for tandlæger. Men jeg er nu altså flink og rar i virkeligheden, siger Sune Demant med et grin til ugebladet.
Ifølge Her og Nu har flere af årets deltagere fået henvendelser fra fremmede via de sociale medier. Det har Sune Demant også, men ...
- Jeg får ikke beskeder med romantiske hensigter på Facebook, men jeg får en masse søde beskeder fra folk, der roser eller hepper på mig, fortæller Sune Demant.
I aften ruller der et nyt afsnit over skærmen af "Den store bagedyst".
Det bliver efter en uge, hvor programmet blev beskyldt for blandt andet at være "stereotypt".