Det var en fejl, da et maleri af den danske kunstner Michael Kvium blev lagt ud på online-auktionshuset Lauritz.com til en vurdering på 1.250.000 kroner.
Det siger Lauritz.coms konceptchef Mette Jessen til Horsens Folkeblad:
- Værket er beklageligvis blevet vurderet med udgangspunkt i tidligere tiders meget høje priser. Dette er en fejl, siger Mette Jessen til avisen og uddyber:
- Vurderingen skulle havde været nedjusteret til det aktuelle hammerslagsniveau. Vi har derfor valgt at annullere auktionen. Kommer værket på auktion igen, vil det blive til en vurdering, som tager højde for den aktuelle prisudvikling
Kvium-maleriet er et af en serie kaldet "Arvtager". Michael Kvium malede serien til en udstilling hos Galleri Franz Pedersen i 1992. Galleriet ligger i Horsens, hvor Michael Kvium er fra.
Kvium solgt til det halve
Det var Horsens Folkeblad, som spurgte Lauritz.com om et Michael Kvium-maleri kan være så meget værd. Og det kan det så ikke være - i hvertfald ikke i øjeblikket.
Avisen skriver, at da Galleri Franz Pedersen for nylig solgte et andet af seriens billeder var prisen 650.000 kroner.
Franz Pedersen mener dog, at syv-cifrede priser på værker fra "Arvtager"-serien ikke er så urealistisk endda.
- Af en eller anden grund har disse malerier fået et helt særligt omdømme, siger Franz Pedersen til avisen.
Maleriet som Franz Pedersen solgte for 650.000 kroner for nyligt, blev i 1992 erhvervet for 38.000 kroner.