Udspillet til en kontanthjælpsreform, der blev fremlagt mandag middag, er uspiseligt, og regeringen er gået for langt.
Sådan lyder det fra foreningen Behandl os ordentligt, der taler de arbejdsløses sag, efter at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fremlagde en ny kontanthjælpsreform kaldet "Alle kan gøre nytte".
- Socialdemokraterne har altid tænkt på den lille mand, men nu vil man gennemføre nogle reformer, som ikke engang de borgerlige turde gennemføre. Jeg kan slet ikke se nogen sammenhæng i planen i forhold til det, der foregår i samfundet, siger Peder Bæk, der er talsmand for foreningen, og fortsætter:
- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Det er hul i hovedet. Jeg kan ikke se nogen sammenhæng i det.
For at få folk i arbejde eller uddannelse vil regeringen reducere ydelserne markant til de 25-29-årige. Provenuet fra reformen lyder på en milliard kroner, og det skal gå til at sænke erhvervsskatten fra 25 til 22 procent.
Desuden skal en stor del af kontanthjælpsreformen finansieres ved at sidestille samlevende med ægtefæller i kontanthjælpssystemet, så man kun er berettiget til kontanthjælp, hvis ens ægtefælle eller samlever ikke kan forsørge én.
Særligt den regel får Peder Bæk til at skose regeringen for dens udspil.
- Det tvinger folk til at flytte fra hinanden. Det er folk nødt til, hvis de skal kunne leve i dagens Danmark.
- Det er en stor stramning, for folk er ikke selv skyld i, at der ikke er noget arbejde. Jeg kan slet ikke forstå, at regeringen kan komme med det udspil, siger Peder Bæk.
I kontanthjælpsreformen står der, at unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år skal lære at læse, skrive og regne, og hvis de pjækker, bliver de trukket i kontanthjælpen.
Svage kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2 og 3 skal have én sagsbehandler frem for en hel række kontakter, når de møder op hos kommunerne.
/ritzau/