Ansatte får medalje ved kongeligt guldbryllup

I anledningen af dronningens og prinsens guldbryllup får den kongelige familie og hoffet en guldmedalje.
For 50 år siden blev Dronning Margrethe gift med Prins Henrik.
For 50 år siden blev Dronning Margrethe gift med Prins Henrik. Foto: Hans Petersen/Scanpix

Som en del af fejringen af dronning Margrethe og prins Henriks guldbryllup, har den kongelige familie og hoffets medarbejdere fået en erindringsmedalje.

Det skriver Kongehuset på sin hjemmeside.

Medaljen er lavet i forgyldt sølv og øverst på medaljen sidder en krone.

Forsiden af medaljen er præget af et billede af dronningen og prinsen, som ser mod hinanden. Rundt om billedet er guldbryllupsparrets navne og to hjerter.

På bagsiden er dronning Margrethes og prins Henriks fællesmonogram med et fremhævet hjerte i midten. Øverst står der "1967 2017", mens der nederst står datoen for brylluppet 10. juni.

Medaljen bæres i et lyseblåt bånd, som har den samme farve som Elefantordenens bånd. Der er vævet en smal guldstribe på langs.

I modsætning til parret bryllup for 50 år siden i Holmens Kirke, foregår guldbryllupsdagen i al stilhed og uden offentligheden.

Regentparret tilbringer nemlig dagen om bord på kongeskibet Dannebrog.

Hvem regentparret er omgivet af på Dannebrog, oplyser hoffet ikke. Men grundlovsdag var børn, svigerbørn og børnebørn samlet i den private del af haven på Fredensborg for at markere dagen.

Her afslørede regentparret deres fælles gave til hinanden. En statue "Miss Fredensborg", der er udformet af prins Henrik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.