22.000 kroner hos teleselskabet Call Me, 26.500 kroner på ”dagligvarer til døren” og 15.700 hævet i kontanter. Det er nogle af de ting, som plejemedarbejderen brugte beboerens hævekort til. Problemet er bare, at tingene ikke var til beboeren, men til hende selv.
Tyveriet af beboerens penge stod på fra januar 2015 til juni 2016, mens medarbejderen var kontaktperson for beboeren på Plejehjemmet Vestergaarden i Aalborg. I alt blev plejeren pålagt at tilbagebetale 64.736 kroner af beboerens penge.
Ledelsen på plejehjemmet bortviste og politianmeldte hende, da den blev bekendt med misbruget af beboerens hævekort, men ledelsen har ingen kommentarer.
Plejeren tilstod forholdene og blev i retten pålagt at tilbagebetale de knap 65.000 kroner. Derudover blev hun idømt fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste. Det viser dokumenter fra Retten i Aalborg, som Radio24syv er i besiddelse af.
I anklageskriftet fra Nordjyllands Politi kan man dog læse, at medarbejderen oprindeligt blev sigtet for at have hævet 105.000 kroner på beboerens kort, men flere af posterne kunne ifølge en pårørende til beboeren ikke bevises. Blandt andet en tur i Bilka, hvor der blev handlet ind for 530 kroner, ligesom flere af kontanthævningerne ikke kunne bevises at være gået til medarbejderens private forbrug.
Ifølge Carsten Kaalbye, plejeboligchef i Aalborg Kommune, kan man ikke gardere sig fuldstændig mod lignende situationer. Han henviser til, at udgangspunktet i Aalborg Kommune er, at kommunen helst ser sig frabedt at have noget med beboernes økonomi at gøre. Der er dog situationer, hvor plejehjemsmedarbejderne hjælper med beboernes økonomi, som for eksempel hvis beboeren ikke har pårørende i nærheden.
- De forbehold, som vi tager i den forbindelse, er, at vi altid beder om en fuldmagt til det konkrete, vi skal agere på for beboerne. Vi har også nogle retningslinjer og nogle beløbsgrænser i forhold til, hvad det er for nogle beløb vores personale må håndtere, siger Carsten Kaalbye.
Beløbsgrænsen er ifølge plejeboligchefen på 2.000 kroner, men på Vestergaarden har ledelsen på grund af medarbejderens tyveri valgt, at det kun er ledelsen på plejehjemmet, der må have med beboernes penge at gøre.
- Det skaber selvfølgelig noget utryghed, når der er en sag, hvor der bliver rejst en mistanke mod personalet, så det er kun ledelsen, der har adgang til beboernes midler,”siger han Carsten Kaalbye.
Carsten Kaalbye kan hverken be- eller afkræfte, at der har været andre lignende sager i Aalborg Kommune.
Radio24syv har forsøgt at få en kommentar fra plejehjemsmedarbejderen, men hun vil ikke udtale sig.
Radio24syv