En milliongevinst af de større triller snart ind på Annette Heick og Jesper Vollmers konto. Efter et halvt år på markedet og et nedslag på 750.000 kroner har det kendte par fået solgt deres arkitekttegnede luksussommerhus i Allinge, skriver Bornholms Tidende.
I sin tid købte parret grunden for 495.000 kroner, og selv om der ikke er sparet på noget i det 300 kvadratmeter store sommerhus, de selv opførte i 2015, gør et nedslag på trekvart million næppe ondt i tegnebogen.
Sommerhuset er ikke det eneste boligsalg, Heick og Vollmer har været igennem i år. Inden sommerferien fik de solgt deres hjem i det mondæne Søllerød for 14 millioner kroner. Et hus, de i 2018 blot havde givet 6,5 millioner kroner for.
Dengang lød forklaringen til Ekstra Bladet, at de hverken solgte af nød eller tvang, men simpelthen fordi de bare gerne vil have gjort op i tingene inden 2026, så de sammen kan lægge en plan for de næste fem til ti år.