Skuespilleren og sangerinden Anne Karin Broberg er fra den tid, hvor mobning blev betragtet som drillerier.
Da hun begyndte i skolen var hun en buttet pige, og i panden på hende stod der "mobbeoffer".
Det fortæller hun i et interview med ugebladet Hendes Verden.
- I de år troede jeg, at mit navn var fede svin. De var grusomme, men dengang blev det jo bare kaldt drillerier, og min mor opfordrede mig til at drille igen, fortæller den 63-årige skuespiller.
De såkaldte drillerier blev så slemme, at hun ikke ville i skole medmindre hendes far gik med helt op i klassen.
- Det hang ved mig i mange år, selv om jeg både skiftede skole og fandt metoder til at klare mig mod mobberne og alle deres medløbere, fortæller hun.
Hun vandt i 1981 en syngekonkurrence for amatører, kom på tv og var med i melodigrandprix i 1982 med nummeret "Når man kun er 18 år".
Hun tog siden hen en uddannelse som frisør, men er i dag en erfaren revyskuespiller, og var i efteråret en del af holdet i revyen "Pejseshow" på Pejsegården i Brædstrup. Hun kan opleves i næste års udgave af Grindsted Revyen.