Den kontroversielle internetpersonlighed Andrew Tate blev torsdag aften pågrebet af politiet i Rumænien - anholdt for menneskesmugling og voldtægt.
Og nu går spekulationerne på, om Tate har afsløret sig selv via en video, som han lagde på Twitter for at gøre grin med den svenske miljøaktivist Greta Thunberg.
I videoen får Tate leveret en pizza fra en rumænsk pizzakæde og afslører dermed, at han var i landet.
Cybereksperten Alejandra Caraballo fra Harvard Law School fortæller på Twitter, at pizzaæsken efter al sandsynlighed har betydet, at politiet kunne arrestere Tate og flere andre medsammensvorne.
- De rumænske myndigheder havde brug for bevis for, at Andrew Tate var i landet, så de brugte jævnligt hans opslag på sociale medier, skriver Caraballo.
Andrew Tate har tidligere haft en karriere som kickbokser og har desuden optrådt på reality-tv. Han er blevet kendt for sine kvindehadende udtalelser på de sociale medier og har blandt andet udtalt, at kvinder hører til i hjemmet, at de er en mands ejendom og at de ikke kan køre bil.
Tate og brodreren Tristan har boet i Rumænien i længere tid og i april blev deres luksusvilla ransaget efter oplysninger om, at en kvinde blev tilbageholdt i huset mod sin vilje. Brødrene har desuden været under mistanke for at have bortført to unge kvinder i byen Voluntari.
Her bliver Andrew Tate anholdt af rumænsk politi. (Foto: Ritzau Scanpix)