Et angreb på en kontrolpost i den egyptiske by Aswan har onsdag kostet en politibetjent livet, mens en anden blev såret.
Det oplyser det egyptiske indenrigsministerium, som endnu ikke har givet yderligere detaljer om angrebet.
Aswan ligger ved Nilen i det sydlige Egypten.
Der har været uro mange steder i Egypten, siden sikkerhedsstyrker 14. august opløste to protestlejre i Kairo, hvor støtter af den afsatte præsident Mohamed Mursi holdt til.
Det medførte massive og blodige protester over hele landet.
Adskillige hundreder blev dræbt efter rydningen, og overgangsregeringen erklærede undtagelsestilstand og beordrede udgangsforbud i en række større byer.
/ritzau/Reuters