Den ultra populære danske sanger og sangsmed Andreas Odbjerg fik en uventet start på det nye år.
Han måtte haste til hospitalet, fortæller han på Instagram:
- Natten til den 30. blev jeg hentet med ambulance på grund af en voldsom forgiftning - højest sandsynligt fra en ond østers.
Andreas Odbjerg fortæller videre, at han var "fuldstændig dehydreret" og blev lagt i drop.
Han var indlagt i 12 timer.
- Jeg er helt okay igen og det gode ved sådan en omgang er, at man efterfølgende sætter pris på evnen til at optage væske som aldrig før.
Den dramatiske optakt til selve nytårsaften foregik i spanske Bilbao, hvor den 38-årige fynbo var nede sammen med sit "livs kærlighed" Sabrina.
- Sabrina var self ved min side hele vejen og det er også i sådan nogle situationer, at det bliver meget tydeligt hvor højt man er elsket og selv elsker tilbage, skriver Andreas Odbjerg.
På fredag udgiver han en ny sang. Den har titlen "Jeg tror jeg elsker dig for evigt" og er dedikeret netop til Sabrina med efternavnet Ferguen. Sabrina Ferguen er filminstruktør og manuskriptforfatter. Parret blev gift i 2023.