Den globale finanskrise 2007-2009 har aldrig sluppet taget i Deutsche Bank, som nu må foretage nødvendige ændringer.
Sådan lyder det fra Per Hansen, investeringsøkonom for Nordnet, efter at den tyske storbank søndag præsenterede en storstilet omlægning.
- Deutsche Bank er nødt til at gøre noget radikalt. Banken har forsøgt siden finanskrisen at ændre sig og tilpasse sig. Det har ikke virket. Man har haft flere forskellige planer i spil, og nu er man nødt til at tage hårdere fat, siger Per Hansen.
Planen faldt på plads efter et bestyrelsesmøde i banken.
Her blev det fastlagt, at over en femtedel af bankens 91.500 stillinger vil blive skåret væk.
Det bliver især bankens investeringsafdeling, der skal mindskes markant.
- Hvis man går tilbage til tiden lige umiddelbart før finanskrisen, var Deutsche Bank en af de banker, som tjente rigtigt mange og gode penge på sine aktiviteter som investeringsbank, siger Per Hansen.
- Så kom finanskrisen, og Deutsche Bank kom aldrig rigtig ud af den, på trods af at man har forsøgt med alle mulige krumspring.
- De har ikke tilpasset sig omkostningerne hurtigt nok, og de forretninger, som de tidligere har tjent penge på, er faldet bort.
Aktien i Deutsche Bank blev fredag handlet for lidt over syv euro.
For godt ti år siden - før finanskrisen - kostede aktien til sammenligning over 80 euro.
De senere år har banken haft dårlige resultater, fået bøder og været genstand for undersøgelser.
Nordnet-økonomen ser da også mere omlægningen som et tegn på krise i den tyske bank end noget, der får indflydelse i Danmark.
- Det kommer ikke rigtig til at betyde noget i Danmark. Vi vil ikke se danske banker gøre det samme, og det, at Deutsche Bank trækker sig ud af nogle forretninger, vil heller ikke betyde noget for markedet som helhed, siger han.
- Selv om det er en stor institution, fylder den ikke så meget i en global verden, hvor det finansielle transaktionsniveau er meget højt.
/ritzau/