275 kommuner er fra i dag blevet til 98; 14 amter til fem regioner. Først: Reformen er indlysende rigtig. Danmark er for lille til 13 amter og 275 kommuner, faktisk er Danmark formentlig også for lille til 98 kommuner og fem regioner. Det må forudses, at antallet af kommuner skal være endnu mindre – og regionerne skal helt væk. Det vil ske inden 10 år. Men, og det men er enormt: Reformen – og det bøvl, der følger med – kommer på et tidspunkt, hvor forventningerne til den offentlige service aldrig har været større; stigningen i det private forbrug har været så enorm, at utilfredsheden med nedslidte og elendige daginstitutioner, skoler og sygehuse vokser; vi bruger milliarder på køkkener – og må hver morgen aflevere vores børn i triste vuggestuer, hvor der ikke er råd til at male en væg, eller se vores pårørende dø af kræft på elendige offentlige hospitaler, hvor dødeligheden er langt højere end i Sverige.

Reformen vil – måske og engang – give bedre offentlig service. Men ikke nu. Udgifterne i de første år vil være enorme, de offentlige ressourcer og kræfter vil blive brugt på teknik og bøvl, ikke på at forbedre den grundlæggende service; derfor vil presset på skoler og daginstitutioner og plejehjem med videre vokse.

De offentligt ansatte vil føle sig under et voldsomt pres. Ting vil fungere dårligt – og dårligere end før. Vi vil ikke i pressen høre en lyd om glade kommuner, der har fået et højere serviceniveau – men konstant om kommuner, der oplever det modsatte; hvor skatten er steget, hvor der er flere børn i klassen, hvor maden på plejehjem er ringere. Vi vil høre om handicappede, der svigtes, fordi kommunerne har overtaget opgaver, de ikke magter. Og sygehusvæsenet vil i år frem ligge underdrejet, mens der i de nye regioner udspilles meningsløse magtkampe om, hvilke sygehuse der skal nedlægges, hvor specialer skal samles – mens borgerne over en bred kam vil opleve endnu ringere behandling.
Velfærd og en nedslidt offentlig sektor vil stå højst på den offentlige dagsorden de næste to år frem til valget – og den reform, der skulle gøre alting bedre, vil være endnu en pind til Foghs politiske ligkiste, fordi vi de næste mange måneder igen og igen vil blive mindet om, at verdens (næsten) højeste skattetryk langt, langt fra giver offentlig service i verdensklasse.

Meget, faktisk alt er på spil – for eksempel troen på det holdbare i, at vi alle skal betale mellem 50 og 60 procent af vores løn i skat til et system, vi ingen som helst grund har til at være tilfreds med.