Det algeriske militær åbnede ild mod gidseltagernes køretøjer ved et gasanlæg i det østlige Algeriet, og mange mennesker blev dræbt, siger en indbygger i området til Reuters.
Gidseltagerne, som holdt dusinvis af udlændinge og mange algeriere som gidsler på gasanlægget In Amenas i Sahara, forsøgte med deres aktion at få stoppet Frankrigs militære operationer mod islamister i nabolandet Mali.
En talsmand for gidseltagerne siger, at det algeriske militær angreb på et tidspunkt, hvor den militante gruppe var ved at "flytte nogle af gidsler i køretøjer for at bringe dem til et mere sikkert sted."
- Både gidsler og gidseltagere blev dræbt, siger talsmanden til nyhedsbureauet Ani i Mauretanien.
Nyhedsbureauet, som har været i konstant kontakt med gidseltagerne, skriver, at 34 gidsler og 15 gidseltagere er blevet dræbt. De samme tal har tv-stationen Al Jazeera.
En algerisk sikkerhedskilde sagde tidligere, at 25 udenlandske gidsler var flygtet. Der er samtidig rapporter om, at omkring 30 algeriere er flygtet eller frigivet.
Gruppen på de 41 udenlandske gidsler omfatter amerikanere, europæere og japanere.
/ritzau/Reuters