For at mindske risikoen for at blive smittet med coronavirus har Ældre Sagen valgt at aflyse alle aktiviteter foreløbigt frem til 1. juni 2020. Aflysningen sker i lyset af anbefalinger fra myndighederne.
Det skriver Ældre Sagen i en meddelelse.
Det betyder, at alle planlagte møder inklusive årsmøder, samtlige arrangementer og samtlige kontakter mellem frivillige og ældre i lokalområdet er aflyst, lyder det i meddelelsen.
- Det er alt fra it-kurser til foredrag og udflugter. Det er rigtig mange aktiviteter.
- Det er med et tungt hjerte, at vi gør det her. Men vi ser ikke noget andet valg, siger vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen.
Han uddyber, at valget er taget for at være på forkant med udviklingen og udvise rettighed omhu.
Ældre Sagen står bag 94.000 aktiviteter årligt på landsplan. Foreningen er opmærksom på, at der kan komme til at sidde mange ældre og føle sig isoleret.
Derfor opfordres plejepersonale, familie og venner til de ældre til at finde alternative måder, hvorpå de kan holde dem med selskab.
- De ældre, som er ensomme eller sidder isoleret, skal have mulighed for at være i kontakt med andre på telefonen, på computeren eller på andre måder.
- Så hindrer man den ensomhed og det afsavn, som det bliver, at alle de her aktiviteter bliver aflyst, siger Michael Teit Nielsen.
Også Kræftens Bekæmpelse omorganiserer og lukker store dele af aktiviteterne.
De ansatte bliver i stort omfang bedt om at arbejde hjemmefra.
Kræftens Bekæmpelse vil dog fastholde sin rådgivningsaktivitet til kræftpatienterne via telefonrådgivningen "Kræftlinjen", ligesom det stadig er muligt at kontakte kræftrådgivningen rundt om i landet elektronisk og per telefon.
- Kræftpatienterne vil have et meget stort behov for støtte og rådgivning i den kommende tid, og her føler vi en stor forpligtigelse til forsat at kunne tilbyde vores hjælp, om end den bliver en smule anderledes, siger administrerende direktør Jesper Fisker.
Flere skoler og daginstitutioner er onsdag blevet lukket på grund af coronavirus.
Samtidig opfordrede Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen, til at bedsteforældrene ikke skulle passe børnebørn, da ældre, kronisk syge og svækkede er blandt de mest sårbare over for coronavirus.
I Aarhus er beboerne på et kommunalt plejehjem kommet i karantæne. Det er sket, efter at en medarbejder har fået konstateret coronavirus.
Onsdag eftermiddag var 442 personer i Danmark konstateret smittet med coronavirusset. Det er en stigning fra 262 tirsdag.
/ritzau/