Efter et ældre par var tæt på at blive knaldet for at have sex i det fri - og tæt ved en børnehave - opfordrer Østjyllands Politi nu til, at borgere der ikke kan kontrollere kødets lyster "udøver forplantningsforsøg", hvor det ikke støder andre personer.
Ved ni-tiden mandag morgen anmeldte en borger nemlig, at et ældre par dyrkede sex på et grønt område tæt på børneinstitutionen ved Klokkervej i Hasle.
Ifølge TV 2 Østjylland er det grønne område tilsyneladende et yndet sted for de aldrende turtelduer. I hvert fald har anmelderen i sagen forklaret, at han har set parret på samme sted flere gange før.
- Borgeren gjorde opmærksom på, at han igen har set parret i det grønne område, hvor de dyrker sex til offentlig skue, siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til tv-stationen.
En patruljevogn blev sendt til stedet, men det lykkedes ikke ordensmagten at komme, før parret var pist væk.
Sex i det fri er en vurdering
Det er ikke ulovligt at dyrke sex i det fri, men i tilfældet med de elskovssyge seniorborgere er der tale om blufærdighedskrænkelse.
- Det er en konkret vurdering fra gang til gang, men når det sker på et sted, hvor der kommer så mange folk forbi, så vil der være tale om blufærdighedskrænkelse, fortæller Jakob Christiansen til TV 2 Østjylland.
- Hvis man gerne vil lave den slags udendørs, skal man finde et afsides sted, hvor der ikke kommer andre personer forbi, tilføjer kommunikationsrådgiveren.