I årtier har damerne kastet trusser efter ham på scenen. Og det var ikke bare trusserne, den legendariske Tom Jones nøjedes med at samle op efterfølgende. I hundredvis af tilfælde fulgte kvinden, der havde haft trusserne på, også med ham hjem. Det indrømmer Tom Jones i den nye BBC-dokumentar "In My Own Words".
Det er det britiske medie Radaronline, der har set dokumentaren. Her kommer det frem, at Tom Jones, da hans karriere toppede i 1960’erne og 70’erne, havde sex med mere end 250 kvinder om året – til trods for, at han i 59 år var gift med sin hustru, Melinda Trenchard. Og i dokumentaren åbner Tom Jones op om den skyldfølelse, han stadig bærer over for sin nu afdøde kone på grund af sin utroskab.
– Jeg ved, at min kone giftede sig med mig for min skyld, fordi jeg var ingenting på det tidspunkt. Hun elskede mig før alt dette, siger Tom Jones i dokumentaren.
Tom Jones og Melinda Trenchard mødte hinanden som blot 12-årige i byen Pontypridd i det sydlige Wales. Fire år senere blev de gift, da hun blev gravid med sønnen Mark. Og trods sin mands trussetyverier forblev de sammen, indtil hun døde af kræft i 2016.
Så sent som i sommer gav Tom Jones koncert på Plænen i Tivoli – en koncert, der i Gaffa blev beskrevet med ordene: “Tom Jones har altid været god. Nu er han bare bedre.”